Maidan Nezalezhnosti - Del 1

Maidan Nezalezhnosti - Del 1

Maidan Nezalezhnosti (Uafhængighedspladsen) i Kievs centrum er stedet, som var rammen om Den Orange Revolution i 2004.

 

Gennem tiderne har pladsen haft forskellige navne. I det 19. århundrede hed den Khreshchatyks Plads og var hjemsted for et stort marked. 1 1876 byggedes Kiev Duma (Kiev Rådhus) her, og stedet blev omdøbt til Duma Pladsen. Efter den russiske revolution blev den i 1917 navngivet Sovjet Pladsen, men skiftede atter navn i 1935, hvor den kom til at hedde Kalinin Pladsen efter Mikhail Kalinin, som var den første formand for USSR's Øverste Sovjet. Det nuværende navn – Uafhængighedspladsen – fik pladsen i 1991, da Ukraine blev en selvstændig stat.

 

Protesternes plads

 

Pladsens bygninger er opført i nyklassicistisk stalinistisk stil, og stedet har været ramme om mange begivenheder herunder protester mod styret. I 2001 blev den brugt af protestkampagnen ”Ukraine uden Kuchma”, der som præsident havde gjort sig voldsomt upopulær. Den daværende borgmester i Kiev, Oleksandr Omelchenko, gav ordre til, at pladsen skulle gennemgå en renovering, hvorfor den blev afspærret. De protesterende hævdede, at hovedformålet med renoveringen var at stoppe protesterne. En lignende fremgangsmåde blev i de år set i flere andre ukrainske byer, hvor folk samledes på pladser for at protestere.

 

Den Orange Revolution

 

I 2004 samledes hundredetusinder af mennesker sig på pladsen for at protestere imod regeringen. Aktionen blev kendt som Den Orange Revolution, og blev ledet af de to oppositionsledere Viktor Jusjtjenko og Julia Tymoshenko. De mange mennesker blev på pladsen i ugevis og trodsede sne og kulde. Til sidst indså styret, at det måtte træde tilbage.

Det kunne ellers have været gået helt galt, for Julia Tymoshenko havde opfordret de mange mennesker til at bryde op fra pladsen, vandre mod det nærliggende parlament og storme det. Heldigvis gjorde menneskemængden det ikke, for så havde den store katastrofe været en realitet.

 

Uenighed førte til fald

 

Mange blev skuffede over den nye regering med Jusjtjenko som præsident og Tymoshenko som premierminister. De to kunne ikke blive enige om en fælles politik, men modarbejdede hele tiden hinanden. At blive enige om at vælte en siddende regering er ikke så svært. Det svære er at blive enige om, hvilken vej man skal gå sammen. Misforholdet mellem Jusjtjenko og Tymoshenko resulterede i, at de efterfølgende tabte til Viktor Janukovytjs Regionernes Parti.

 

Hygge og god stemning

 

Men uanset de politiske genvordigheder er Uafhængighedspladsen et dejligt sted at opholde sig. Det er et meget flot og spændende sted med en god stemning. Der er altid mange mennesker, som hygger sig rundt om på pladsen eller i cafeerne og på fortovsrestauranterne. Her skal vi en tur rundt og kigge på pladsen og det liv, der udfolder sig der:

Tekst og foto: Jørgen Deleuran - 23.06.2012

 

Se også Maidan Nezalezhnosti - Del 2